Skak i Tyskland – skak i Danmark || Schach in Deutschland 2 – Schach in Dänemark 2

19 skakspillere fra Maribo Skakklub og venner var på et meget vellykket besøg hos Schachverein Bad Schwartau von 1930 e. V. i byen Bad Schwartau lige nord for Lübeck i Tyskland. Der var tale om et genbesøg, idet skakklubben fra Bad Schwartau besøgte os sidste år på samme tid. Arrangementet var en del af det interregionale samarbejde i KultKIT. (Se mere på om samarbejdet på http://kultkit.eu/ )

Maribos skakspillere ankom til Bad Schwartau midt på formiddagen, og efter en kort velkomst gik vi sammen med vores tyske venner på byvandring i Bad Schwartau, som er en by med 20.000 indbyggere. Første stop var middelalderkirken i bydelen Rensefeld, hvor den lokale præst fortalte levende om kirkens historie og udsmykning. Derefter gik turen gennem byen til bl.a. Torvet med et fødevaremarked, som overgik det i Maribo med en faktor 5. Derefter videre forbi Amtsgericht (domhuset) og byens smukke kurpark. Derefter gik turen tilbage til skolen, hvor klubben har hjemsted – og det var blevet tid for en frokost. Uden mad og drikke duer heltene ikke.

Og helte blev Maribos skakspillere i den efterfølgende holdkamp. Kampen var meget jævnbyrdig. Inden de sidste 4 partier blev afgjort var Maribo bagud med 2 point. Men da røgen lettede efter 3 timers intense partier, blev resultatet en overraskende sejr til Maribo på 10-9. Den tyske klub levede dermed næsten op til den gæstfrihed, som Maribo viste for et år siden ved at tabe med 3½ – 15½.

Bad Schwartaus skakklub har ca. 90 medlemmer, heraf ca. halvdelen juniorer (under 20 år) hvorimod Maribo kun har 7 juniorer ud af 35 medlemmer. Det gjorde sig også gældende i holdkampen, hvor de tyske juniorer stod for en stor del af de tyske point uanset, at flere af dem spillede mod voksne danskere.

Efterfølgende var der erfaringsudveksling. Maribo Skakklubs formand berettede i tekst og billeder om det vellykkede samarbejde med Lolland Kommune, som førte til et nyt klubhus til erstatning for de gamle lokaler i Det polske hus. Det vakte en del misundelse hos de tyske værter, som godt kunne tænke sig noget tilsvarende. Tilsvarende berettede Bad Schwartau om deres åbne internationale turnering mellem jul og nytår, hvor en del af Maribos spillere overvejer at deltage i år.

Efter en stor grillbuffet var det tid for afsked og på gensyn senere. Kl. ca. 22.00 var Maribos skakspillere hjemme igen efter en begivenhedsrig dag.